Du kan købe eller få brugsret til fast ejendom i Grønland uden tilladelse fra Naalakkersuisut, hvis du er fysisk person og har dansk indfødsret.
Hvis du ikke har dansk indfødsret, kan du købe eller få brugsret uden tilladelse, hvis du opfylder begge betingelser:
• du har fast bopæl og folkeregisteradresse i Grønland og har haft det i mindst 2 år
• du er fuldt skattepligtig til Grønland og har været det i mindst 2 år
Visse virksomheder og organisationer kan også købe eller få brugsret uden tilladelse.
Det gælder blandt andet:
• visse finansielle institutioner med hjemsted i Danmark, Grønland eller Færøerne, som er under tilsyn
• kapitalselskaber med hjemsted i Grønland, hvis hele kapitalen og alle stemmerettigheder direkte ejes af personer, der opfylder lovens betingelser
• personer eller virksomheder med bestemte tilladelser, koncessioner eller licenser fra Naalakkersuisut, hvis ejendommen eller brugsretten skal bruges til aktiviteter efter tilladelsen
• grønlandske foreninger og interesseorganisationer, der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, hvis de opfylder lovens krav
Virksomheder med tilladelse, licens eller koncession
Du eller din virksomhed skal ikke søge om særskilt tilladelse efter denne lov, hvis du driver virksomhed på grundlag af en gyldig tilladelse, licens eller koncession fra Naalakkersuisut efter en af disse love:
• Inatsisartutlov om fiskeri
• Inatsisartutlov om mineralaktiviteter
• Inatsisartutlov om lokale mineralaktiviteter
• Inatsisartutlov om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor
• Inatsisartutlov om turisme og erhvervsmæssig virksomhed i forbindelse hermed
• Inatsisartutlov om koncession til turistvirksomhed i udvalgte områder
• Inatsisartutlov om kommerciel udnyttelse af is og vand
Undtagelsen gælder kun, hvis ejendommen, brugsretten eller arealet skal bruges til den virksomhed, som tilladelsen, licensen eller koncessionen vedrører.
Det kan for eksempel være bygninger, lokaler, anlæg, lager, værksted eller medarbejderboliger, hvis de indgår som en del af virksomheden.
Undtagelsen gælder ikke, hvis ejendommen købes eller bruges til andre formål end den tilladte virksomhed, for eksempel almindelig erhvervsmæssig udlejning.