Forholdsregler ved mistanke om rabies
Det er vigtigt, at du holder afstand til dyr, der mistænkes for at have rabies, og at disse dyr aflives hurtigst muligt i samråd med Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG). Aflivning ved skydning skal så vidt muligt ske så dyrets hoved ikke beskadiges. Smitten sidder bl.a. i hjernen, og hovedet kan derfor benyttes til diagnostik hvis VFMG finder det relevant.
Hvis du eller en anden bliver bidt af en ræv eller et dyr der mistænkes for at være smittet, skal du straks vaske bidsåret med sæbe og henvende dig til sundhedsvæsenet omgående.
Anmeldelse
Har du formodning om, at et dyr er angrebet af rabies, skal du anmelde det til en dyrlæge, politiet eller kommunefogeden. Myndighederne indberetter anmeldelsen videre til VFMG, som tager stilling til det videre forløb.
Ved begrundet mistanke om rabies aflives dyret og VFMG tager stilling til om der skal udtages materiale til indsendelse. Hvis du bliver bedt om at sende noget af dyret til VFMG, vil du få grundig instruktion i hvordan du skal gøre det.
Kommunalbestyrelsen skal i samråd med VFMG og politiet tage stilling til om der skal oprettes et afspærringsdistrikt
Ved konstatering af rabies underrettes kommunen, sygehuset og politiet i området, af VFMG.
Efter anvisning fra VFMG laver kommunen opslag i lokalområdet om hvilke forholdsregler borgere i området skal tage.