airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax
Generelt

INI administrerer boligstøtteordningen på vegne af Selvstyret. Det betyder, at det er INI, du har kontakten med som boligstøttehusejer.

Hver måned sender INI terminsregninger til dig. Du skal betale regningerne senest den 1. i måneden. Hvis den 1. er en helligdag eller en lørdag, udskydes betalingsfristen til den førstkommende hverdag.

Du kan med fordel tilmelde dig betalingsservice PBS. Hvis du har tilmeldt dig betalingsservice, bliver dine regninger automatisk betalt til tiden. Så behøver du ikke bekymre dig om ubetalte regninger.

Hvis du flytter, skal du meddele din adresseændring til INI’s lokale boligbutik eller på bygdekontoret, så du fortsat kan modtage dine regninger.

Du kan her på siden få overblik over:
• Hvilke låneordninger der er
• Hvor meget du kan få i tilskud
• Mulighed for afdragsordning af restancer
• Hvordan du opnår rentefradrag
• Hvordan du indfrier hele dit lån

 

Låneordninger

Der findes 3 låneordninger til boligstøttehuse:
• Ved den ene ordning modtager du tilskud fra Selvstyret til at betale terminerne
• Ved den anden ordning modtager du ikke tilskud til terminerne. Til gengæld er du mere frit stillet som husejer. Der er kun få huse tilbage af denne slags
• Ved den tredje får du et rente- og afdragsfrit lån, f.eks. selvbygger- og medbyggerhuse samt ved konverterede lån

I de senere år er der ikke givet boligstøttelån til nye huse. Du kan dog stadig blive ejer af et boligstøttehus, hvis du overtager ét af de eksisterende huse igennem ejerskifte på uændrede lånevilkår.

Du kan ikke overtage et tomt boligstøttehus på boligstøttevilkår, idet alle tomme boligstøttehuse bliver udbudt offentligt til salg til markedsvurderingen.

 

Tilskud og mulighed for afdragsordninger

Når du modtager tilskud fra Selvstyret til at betale terminerne, betyder det at:
• Selvstyret yder 30 % tilskud til både renter og afdrag på boligstøttelånet
• Selvstyret yder herudover 7,5 % boligbørnetilskud for hvert hjemmeboende barn – dog maksimalt for 6 børn

Du får tilskuddene automatisk, når du betaler dine regninger. Hvis du ikke kan betale hele beløbet på én gang og får restancer, kan du søge INI om at indgå en aftale om en afdragsordning, så du skal betale restancen over flere gange.

INI sender den månedlige terminsregning sammen med opkrævning af afdragene til restancerne. Hvis du ikke har modtaget en opkrævning, kan du altid få en kopi hos din lokale INI boligbutik.

 

Rentefradrag

Ejer du et boligstøttehus med rentebærende lån, har du ret til rentefradrag. Det vil sige, at du kan trække dine betalte renter fra i skat.

For at opnå rentefradrag skal du:
• Have betalt renterne
• Skrive det på din selvangivelse

I starten af året sender INI et rentefradragsbrev til dig. Samtidig sender INI en liste over alle boligstøttehusejere med ret til rentefradrag til Skattemyndighederne. Du skal bruge oplysningerne på rentefradragsbrevet til at tjekke om beløbet er rigtigt på din selvangivelse.

 

Indfrielse af boligstøttelån

Ejer du et boligstøttehus eller et selvbyggerhus, kan du betale hele dit lån tilbage på én gang:
• Ejer du et boligstøttehus med rentebærende lån, får du fratrukket 30 % tilskud ved at indfri dit boligstøttelån. Du får dog ikke tilskud for eventuelle restancer vedr. forfaldne ydelser.
• Ejer du et selvbygger- eller et medbyggerhus, der ikke får tilskud, er du ikke berettiget til tilskud.

Hvis du vil indfri dit lån, skal du henvende dig til din lokale INI boligbutik eller på bygdekontoret. Her får du en foreløbig opgørelse per den dato indfrielsen finder sted. Din bank kan også henvende sig til INI på dine vegne.

Når du har betalt dit lån, sender INI pantebrevet til afregistrering hos Registreringskontoret. Efter modtagelse af afregistreret pantebrev, sender INI dig et indfrielsesbrev og meddeler, at du nu ikke længere er bundet af boligstøttereglerne.

 

INI A/S
E-mail: ini@ini.gl
Telefon: 70 10 00
Fax: 86 57 00

Åbningstider
Boligbutikker: Mandag til fredag, kl.12.00-15.00
Telefon: Mandag til fredag, kl.9.00 - 12.00
Boligstøtte fra 10.00 - 14.00

Du kan ringe direkte til:
Lejeboliger: 70 10 00, tast 2 og tast 1
Boligstøttehuse 70 10 00, tast 2 og tast 2
Omstillingen 70 10 00, tast 2 og tast 9

Hjemmeside: www.ini.gl