airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Ansøgning, venteliste og indflytning

Der findes specifikke oplysninger for din kommune

Vælg kommune
Generelt

En INI lejebolig er en offentlig lejebolig, som enten er ejet af Selvstyret eller kommunerne og som administreres af INI. Det vil sige, at INI tager sig af meget af det praktiske omkring boligen, som f.eks. at:
• Håndtere boligansøgninger på vegne af Selvstyret og kommunerne
• Holde styr på ventelisten til lejeboligerne
• Tildele lejeboliger til ansøgere på vegne af Selvstyret og kommunerne
• Administrere dit depositum
• Foretage syn af boligen, når du flytter ind

Du kan her læse mere om de enkelte trin, fra du skriver dig på en venteliste, til du flytter ind i en INI lejebolig.

 

Betingelser

For at kunne søge om en offentlig lejebolig skal du være fyldt 15 år. Du kan dog først få tilbudt en lejebolig, når du er fyldt 18 år – det vil sige at du først vil kunne se din aktuelle position på ventelisten, den dag du fylder 18 år.

 

Personaleboliger

Nogle fastansatte medarbejdere i det offentlige har ret til en personalebolig. Har du ret til en personalebolig, skal din arbejdsgiver sørge for at sende en boligrekvisition til den lokale INI boligbutik. Du kan altså ikke selv søge om en personalebolig.

Bemærk
Du får kun tilbudt en personalebolig én gang. Det vil sige, at hvis du afviser et tilbud om personalebolig, vil du ikke få tilbudt en ny på et senere tidspunkt, og du skal selv sørge for en anden bolig.

 

Ansøgning

Vil du gerne søge om en lejebolig, skal du udfylde blanketten Ansøgning om lejebolig.

Ansøgning om lejebolig

På blanketten skal du bl.a. skrive:
• Hvor stor en lejlighed du vil have. Bemærk at størrelsen af boligen skal passe til husstandsstørrelsen
• Hvor lejligheden skal ligge
• I hvilken by eller bygd du vil søge til

Når du har udfyldt ansøgningsblanketten, skal du aflevere den til din lokale INI boligbutik. Herefter skal du betale et ventelistegebyr. Når du afleverer din ansøgning til INI, får du et girokort, som du skal betale i banken eller på posthuset. Når du har betalt ventelistegebyret bliver du automatisk sat på ventelisten til en lejebolig.

 

Venteliste

Du skal skrives op på en venteliste, fordi der ikke er ledige lejeboliger i alle byer og bygder. En venteliste er en måde at sørge for, at den person, der har ventet i længst tid, først får tilbudt en lejebolig i den ønskede størrelse.

Hvor lang ventelisten er, afhænger af hvor mange der søger efter den samme type og størrelse bolig på det samme sted som dig

Hvis du gerne vil vide hvor på ventelisten du er, kan du enten se det på INI’s hjemmeside eller kontakte din lokale INI boligbutik.

Ventelistegebyr
INI administrerer boliger for både Selvstyret og for kommunerne. Ventelistegebyret er 100 kr. for hvert selskab du ønsker at være skrevet op i.

Ønsker du f.eks. at skrive dig op i hele Ilulissat by, er ventelistegebyret 200 kr., for her har både Selvstyret og kommunen lejeboliger. Ønsker du derimod at skrive dig op i Nuuk by, er ventelistegebyret 100 kr., for her administrerer INI kun Selvstyrets boliger.

Årlig genbekræftelse
Du skal betale ventelistegebyr hvert år for at genbekræfte, at du søger en INI lejebolig. INI sender dig et brev med et girokort, som du skal betale enten i banken eller på posthuset.

Hvis du ikke betaler ventelistegebyret, bliver du slettet fra ventelisten og mister din anciennitet som boligsøgende. Det er derfor vigtigt, at du meddeler INI, hvis du flytter adresse.

 

Opslag og visning

Ledige lejeboliger slås op i boligbutikker og INI's hjemmeside.

Du kan søge om boligen ved at udfylde "ledige boliger - ansøgningsskema", som du finder iblandt blanketterne på ini.gl.

For at komme i betragtning til en ledig bolig, så skal du aflevere husstandens lønsedler, for de sidste tre måneder.

Vi skal gøre opmærksom på, at I skal stå på ventelisten for at kunne ansøge. Hvis der er flere ansøgere til en bolig, tildeles boligen efter placering på ventelisten.
I kan afdrage depositum, hvis jeres aktuelle indkomst berettiger til boligsikring.
Lejligheden kan besigtiges efter henvendelse.

 

Depositum ved indflytning

Har du fået tildelt en lejebolig, skal du betale et depositum, før du kan flytte ind. Depositummet svarer til 3 måneders husleje. Depositummet bruges til at dække eventuelle udgifter til istandsættelse af boligen, når du igen flytter fra boligen.

Det kan f.eks. være udgifter til:
• At der bliver malet vægge og lofter
• At gulvet bliver lakeret
• At skader i lejligheden bliver udbedret, f.eks. nye døre eller huller i væggen

Når du skal flytte fra din lejlighed, syner en inspektør fra INI din bolig. Herefter bliver det vurderet om du vil få hele dit depositum tilbage eller om dele heraf eller det hele skal bruges til at istandsætte lejligheden.

Bemærk
Du kan afdrage dit depositum over en periode på op til 12 måneder. Det koster dog et gebyr, hvis du vil lave en afdragsordning. Gebyret er på 500 kr. plus yderligere 50 kr. for hver måned, som afdragsordningen omfatter.

Hvis du tjener under 180.000 kr. om året, skal du ikke betale gebyr.

 

Indflytningsrapport og mangelliste

Når du flytter ind i din nye INI lejebolig, skal du sammen med en inspektør fra INI gennemgå boligen for eventuelle fejl. Inspektøren laver en synsrapport, som beskriver eventuelle fejl. Du får en kopi af rapporten, som du skal gemme, da du skal bruge den igen, når du flytter fra boligen.

Ligger boligen i en by eller bygd, hvor der ikke er en inspektør, er det ikke sikkert at boligen bliver gennemgået, når du flytter ind.

Mangelliste
Nogle gange finder man andre fejl eller mangler i boligen, efter man er flyttet ind. Finder du fejl i din bolig, skal du lave en mangelliste, som du skal aflevere eller sende til din lokale INI boligbutik.

INI skal have din mangelliste, senest 14 dage efter du er flyttet ind i boligen.

Når INI har fået din mangelliste vurderer inspektøren om manglerne skal rettes. Ikke alle mangler vil blive lavet. Det er derfor vigtigt, at du gemmer din mangelliste, da du skal bruge den igen, når du flytter fra boligen.