airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Forandring, forbedring og istandsættelse

Der findes specifikke oplysninger for din kommune

Vælg kommune
Generelt

En INI lejebolig er en offentlig lejebolig, som enten er ejet af Selvstyret eller kommunerne og administreres af INI. Det vil sige, at INI ordner en del af det praktiske omkring boligen.

Selvom du bor til leje – og altså ikke ejer din bolig – har du mulighed for at forandre eller forbedre din bolig efter dit ønske. Det kaldes råderet. Før du må lave forbedringer eller forandringer i din bolig, skal du dog have tilladelse af INI.

Du har desuden mulighed for at søge om istandsættelse, hvis du mener at din bolig trænger til at blive sat i stand.

 

Forandringsarbejde

Forandringsarbejde er ændringer i din bolig, som muligvis er en fordel for dig, men ikke nødvendigvis for kommende lejere. Det kan f.eks. være:
• Installationer til tilslutning af vaskemaskine
• Opsætning af tv-antenne
• Installering af hjælpemidler

Fordi ændringerne ikke er en fordel for enhver lejer:
• Skal du selv betale for ændringerne
• Skal det være muligt at lave boligen om igen, når du flytter. Forandringsarbejde må altså ikke være uoprettelige ændringer i boligen
• Skal du betale et depositum, som skal bruges til at lave boligen om igen. Hvis det ikke er nødvendigt at ændre boligen, når du flytter, får du depositummet tilbage

 

Forbedringsarbejde

Forbedringsarbejde er ændringer i din bolig, som er en fordel for alle lejere.

Det kan f.eks. være:
• Installation af termostatventil
• Renovering af køkken, bryggers, bade- eller toiletrum
• Udskiftning af installationer, toilet, vaske og blandingsbatteri
• Udskiftning af inventar, skabe og bordplade i køkken, bryggers, bade- eller toiletrum
• Opsætning af belysningsarmatur samt ekstra stikkontakter
• Opsætning af emhætte med aftræk
• Opsætning af garderobeskabe og vinduesplade
• Etablering af udestue
• Udskiftning af vinduer og yderdøre
• Blænding eller etablering af dør
• Installation af helårsvand

Du skal selv betale for ændringerne. Men fordi de er en fordel for kommende lejere – og altså forøger boligens værdi – kan du muligvis få nogle af dine omkostninger til forbedringsarbejdet tilbagebetalt, når du flytter.

 

Ansøgning

Inden du udfører noget arbejde på din bolig, skal du have tilladelse af INI.

Vil du gerne lave forandrings- eller forbedringsarbejde på din lejebolig, skal du lave en ansøgning. Ansøgningen skal indeholde:
• En teknisk beskrivelse af projektet
• En økonomisk beskrivelse af projektet
• En beskrivelse af de materialer, du ønsker at anvende
• En beskrivelse af kvaliteten på materialerne
• En beskrivelse af hvilke farver, du vil bruge
• Tidsplan for arbejdet


Du skal sende eller aflevere ansøgningen til dit lokale INI boligbutik. Herefter vil inspektøren i din lokale boligafdeling vurdere, om du må forandre eller forbedre din bolig.

Du kan begynde forandrings- eller forbedringsarbejdet når:
• Inspektøren har godkendt din ansøgning
• INI har skaffet eventuelle andre tilladelser til byggeriet, som f.eks. en byggetilladelse

Ændringer uden tilladelse
Hvis du udfører ændringer i boligen uden tilladelse, kan du risikere at skulle betale erstatning.

 


Tilbagebetaling for forbedringsarbejde

Forbedringsarbejde er ændringer i din bolig, som er en fordel for kommende lejere. Du skal selv betale for ændringerne. Men fordi de er en fordel for kommende lejere – og altså forøger boligens værdi – kan du muligvis få nogle af dine omkostninger til forbedringsarbejdet refunderet, når du flytter.

Beløbet for forbedringsarbejde skal minimum være på 2.000 kr. og må højst være på 100.000 kr.

Hvis forbedringsarbejdet medfører, at eksisterende installationer eller bygningsdele tages ned, bliver deres restværdi fratrukket værdien af forbedringsarbejdet.

Når du flytter, får du udbetalt værdien af forbedringsarbejdet. Dog vil beløbet være nedskrevet med 1 % pr. måned, fra det tidspunkt INI har godkendt forbedringerne. Hvis du f.eks. flytter 100 måneder efter at ændringerne blev godkendt, får du ikke refunderet dine udgifter til ændringerne.

Du forbedrer f.eks. dit køkken med en ny bordplade, en ny køkkenvask og et nyt komfur. I alt koster det 25.000 kr. Under arbejdet udskifter du den gamle køkkenvask, bordplade og det gamle komfur, der tilsammen har en restværdi af 5.000 kr.

Værdien af forbedringsarbejdet er altså:
25.000 – 5.000 = 20.000 kr.

4 år (= 48 måneder) efter at INI har godkendt forbedringerne flytter du. Din andel af forbedringernes værdi er så 100 % - 48 % = 52 %.

Det betyder, at du i alt får udbetalt 20.000 x 52 % = 10.400 kr.

Bemærk
Skulle det ske, at forbedringsarbejdet ikke bliver fuldført, udregnes værdien af det udførte arbejde.

 


Istandsættelse og renovering

Mener du selv, at din bolig trænger til f.eks. at få nyt køkken eller skiftet gulv, skal du kontakte din inspektør i din boligafdeling.

Herefter vil inspektøren vurdere, om din bolig trænger til istandsættelse. Inspektøren tager flere forhold i betragtning som f.eks.:
• Boligens stand
• Afdelingens økonomi
• Bygningens tekniske stand
• Bygningens alder
• Kommunens Lokalplaner

Hvis inspektøren vurderer, at din bolig skal istandsættes eller renoveres, vil han eller hun kontakte dig. Sammen skal I så lave en handlingsplan for forløbet. Blandt andet skal I vurdere, om boligen kan istandsættes, mens du bor i den – eller om du skal flytte midlertidigt.

Det er desværre ikke altid muligt at få tildelt en vakantbolig. Det kan derfor være afgørende, om du kan bo i boligen, eller om du selv kan finde en alternativ bolig i perioden.

Handlingsplanen giver dig også et overblik over tidsforløbet for istandsættelsen.

Bemærk
Du skal betale husleje, mens din bolig bliver sat i stand – også selvom du ikke bor i boligen under istandsættelsen.