Klag over skat

Skattestyrelsen sender dig i ultimo august måned en slutopgørelse, der viser opgørelsen af dine skatteforhold for året før. På slutopgørelsen fremgår det, om du har betalt for meget, for lidt i skat eller ingen af delene i det foregående år.

Skattestyrelsen kan også i løbet af året sende dig forslag til ændring af din skattepligtige indkomst, eksempelvis hvis der er kommet nye oplysninger, eller hvis Skattestyrelsen har haft din indkomst til gennemgang.

Er du ikke enig i Skattestyrelsens opgørelse af din skattepligtige indkomst eller i beregningen af din endelige skat, skal du i første omgang henvende dig til Skattestyrelsen.

Hvis du herefter mener, at du fortsat betaler det forkerte i skat, kan du klage skriftligt over Skattestyrelsens afgørelse. Du kan f.eks. klage over:
• Din slutopgørelse
• Skatteansættelsen. Det vil sige grundlaget for den skat du skal betale
• Skattestyrelsens skatteberegninger
Vil du klage, skal du lave en skriftlig og begrundet klage. Det vil sige, at du skal forklare og begrunde, hvad du klager over, og hvorfor du klager. Du skal altså oplyse hvilke punkter, du er uenig med Skattestyrelsen i.

Sammen med klagen skal du vedlægge alle relevante bilag. Hvilke bilag der er relevante afhænger af, hvad du klager over, men det kan f.eks. være:
• Lønsedler
• Slutopgørelsen
• Breve fra Skattestyrelsen
• Dokumentation for betalt B-skat og betalt frivillig skat

Du skal sende klagen samt alle relevante bilag til:

Skatterådet
Postboks 1037
3900 Nuuk
Senest 3 måneder efter at du har modtaget den afgørelse, du klager over, skal Skatterådet have modtaget klagen. Hvis Skatterådet ikke får klagen inden fristens udløb, kan din klage blive afvist.

Sagsbehandling
Når Skatterådet har modtaget din klage, får du et brev om at sagen er modtaget. Efterfølgende vil du modtage et forslag til afgørelse af din sag. Du har normalt mindst 4 uger til at svare på forslaget.

Skatterådet vil herefter behandle sagen, hvorefter du vil modtage en afgørelse fra Skatterådet.

Domstolsprøvelse
Er du ikke enig i Skatterådets afgørelse, kan du indbringe sagen for Grønlands Landsret. Du skal have indbragt sagen for Grønlands Landsret senest 6 måneder efter Skatterådets afgørelse.

Har Skatterådet ikke behandlet din klage inden 12 måneder fra modtagelsen af din klage, kan du indbringe sagen direkte for Grønlands Landsret, selvom Skatterådet ikke har afgjort sagen.
Skatterådet kan under særlige omstændigheder genoptage din sag efter klagefristens udløb, selvom den er afgjort. For at kunne få din sag genoptaget skal du kunne fremlægge nye oplysninger, og Skatterådet skal vurdere, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af Skatterådets afgørelse, hvis oplysningerne havde foreligget tidligere.

Vil du søge om af få din sag genoptaget, skal du lave en skriftlig og begrundet anmodning. Sammen med de nye oplysninger skal du sende anmodningen til Skatterådet:

Skatterådet
Postboks 1037
3900 Nuuk

Fristen for at få en sag genoptaget af Skatterådet afhænger af, hvad klagen handler om:
• Omhandler din klage afgifter, skal Skatterådet have modtaget din anmodning senest 4 år og 3 måneder efter at afgiften forfaldt til betaling
• Omhandler din klage andre skatteforhold, skal Skatterådet have modtaget din anmodning inden den 31. oktober i det 5. år efter indkomstårets udløb

Skrevet af: Skattestyrelsen

Skattestyrelsen
Postboks 1605
3900 Nuuk

CVR-nummer 19785386
Telefon: 34 65 10
E-mail: tax@nanoq.gl
Hjemmeside: www.aka.gl


Erhverv

Velkommen til sullissivik.gl

Du er på vej på Sullissivik Erhverv. For at skifte til Borger, tryk på 'Borger' i toppen af siden.