Parasitter i vildt og fisk

Parasitter er forskellige typer organismer, der lever i andre dyr.

Der findes af og til parasitter i kød fra nedlagt vildt og i vildtlevende fisk.
Nogle af disse parasitter er ufarlige, men andre kan gøre dig syg, hvis du spiser dem.

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) vil her informere om hvilke parasitter, du bør være opmærksom på, og om hvilke forholdsregler du kan tage for at undgå at blive syg.

Trikinose: Trikinose er en alvorlig sygdom, som kan overføres fra dyr til mennesker.

Sygdommen skyldes rundormelarver kaldet trikiner, der oftest findes hos rovdyr som fx isbjørn, hvalros, sæl, slædehund, ulv og ræv. Larverne sidder i muskelvævet på de smittede dyr. Det er ikke muligt at se trikinlarver i kødet med det blotte øje.
Når mennesker eller dyr spiser kød smittet med trikinlarver, vil larverne blive til voksne rundorme i den nye værts tarmkanal. De voksne larver formerer sig, og nye rundormelaver vandrer ud til muskelvævet og går i dvale, indtil en ny vært spiser det kød de befinder sig i.

Der er risiko for at blive smittet med trikinose ved at spise ikke-gennemstegt kød fra et af de nævnte dyr. Nedfrysning af kødet forhindrer ikke smitte med trikiner, da larverne kan overleve ved meget kolde temperaturer. Trikinose smitter ikke fra menneske til menneske.

Der er flere gange konstateret trikinose hos mennesker i Grønland. Tegn på trikinose kan i starten være tarmproblemer. Senere efter nogle uger, når larverne sidder i muskelvævet, kan symptomerne være feber, utilpashed og muskelsmerter. Ofte ses også hævelser omkring øjnene. I slemme tilfælde kan muskler, herunder hjertet, blive alvorligt beskadiget.



Indkapslet trikinlarve i muskel fra isbjørn. Billedet er taget via mikroskop. Foto: VFMG / DTU

Sarcocyster: Sarcocyster er små encellede parasitter, også kaldet protozoer. De ses som tynde hvide striber, der ligner riskorn i kødet. Sarcocyster er fundet i grønlandske rensdyr.

Sarcocyster kræver to værter for at gennemføre sin livscyklus: en mellemvært (byttedyr for eksempel rensdyr), hvor æg stadiet lever, og en hovedvært (rovdyr), hvor voksenstadiet lever.

Rensdyr bliver smittet når de spiser æggene i naturen. De optages i rensdyrets tarmkanal, og vandrer via blodbanen ud i musklerne. Når et rovdyr spiser råt kød fra det smittede rensdyr, vil parasitten modne sig til det voksne stadie i rovdyrets tarmkanal. Nye æg udskilles i rovdyrets afføring. Livscyklussen starter forfra og nye rensdyr kan smittes.

Der er ikke konstateret tilfælde med smitte af sarcocyster til mennesker i Grønland. I lande med dårlige hygiejniske forhold kan man risikere at blive smittet med sarcocyster, hvis man spiser ikke-gennemstegt kød fra svin eller kvæg. Tegn på smitte kan være diarré, feber, opkast, muskelsvaghed og muskelsmerter.
 

Sarcocyster i rensdyrkød. Foto kredit: Pinngortitaleriffik

Bændelorm: Bænelormen, Taenia krabbei, ses som små, hvide, runde cyster i kødet. Disse hvide kugler er indkapslede larver fra bændelormen, som ligger i dvale i kødet. Bændelormen er fundet i grønlandske rensdyr og moskusokser.

Bændelormen kræver to værter for at gennemføre sin livscyklus: en mellemvært (byttedyr for eksempel rensdyr og moskusokser), hvor larvestadiet lever, og en hovedvært (rovdyr for eksempel ræv, hund og ulv), hvor voksenstadiet lever.

Rensdyr og moskusokser smittes ved at optage æg fra bændelormen i naturen. I tarmkanalen modnes æggene til larver, der vandrer gennem tarmvæggen og via blodbaner når ind i musklerne. I musklerne indkapsles de og går i dvale.

Når et rovdyr spiser det rå kød, udvikles larverne i rovdyrets tarmkanal til voksne bændelorme. De bagerste led af den voksne bændelorm indeholder æg. Disse frigives i rovdyrets afføring. Herefter kan bændelormens livscyklus starte forfra og smitte nye rensdyr og moskusokser.

Der er ikke konstateret tilfælde med smitte af Taenia krabbei til mennesker i Grønland. Oftest bliver mennesker smittet med bændelorm, fordi de spiser ikke-gennemstegt kød fra svin, ferskvandsfisk eller kvæg fra lande med dårlige hygiejniske forhold. Mange bændelorm giver ingen sygdomstegn, men nogle kan give mavesmerter, kvalme eller nedsat appetit og i sjældne tilfælde neurologiske symptomer.


Bændelorme-cyste i rensdyrkød. Foto kredit: Pinngortitaleriffik

Hudbremse: Hudbremsen er en flue, der sætter sig i pelsen på især rensdyr. Der er også set tilfælde af hudbremselarven i pelsen på grønlandske moskusokser.

Hudbremsen kræver kun én vært for at gennemføre sin livscyklus.
Den voksne hudbremse lægger sine æg i pelsen på rensdyr i august måned. Derefter klækkes larven som graver sig igennem skindet på rensdyret, hvor den overvintrer. I maj/juni måned forlader larven rensdyret og forpupper sig i naturen, indtil den er blevet voksen og livscyklussen starter forfra. Hudbremsen forårsager stress og risiko for vægttab hos rensdyr, ligesom den giver skader på rensdyrskindet. Mennesker kan ikke blive smittet med rensdyrets hudbremse ved at spise larverne. Der er dog beskrevet tilfælde med smitte til mennesker, også i Grønland, hvor den voksne hudbremse har lagt sine æg i hårbunden og øjenlåg på mennesker.


Hudbremselarver i rensdyr. Foto kredit: F. Ugarte

Rensdyrets svælgbremse: Svælgbremsen kræver kun én vært for at gennemføre sin livscyklus. Den voksne svælgbremse sprøjter levende larver op i næseborene på rensdyr i juli-august måned. Larverne kravler derefter op gennem luftvejene og sætter sig fast indvendigt i halsen, hvor de overvintrer. I maj/juni måned kravler larverne ud igen, eller de bliver hostet op af rensdyrene. Herefter forpupper larverne sig i naturen, indtil de er blevet voksne og livcyklussen starter forfra. Svælgbremsen forårsager stress og risiko for vægttab hos rensdyr. Mennesker kan ikke blive smittet med rensdyrets svælgbremse ved at spise larverne.


Svælgbremselarver i halsen hos rensdyr. Foto kredit: C.Cuyler / Pinngortitaleriffik

Det anbefales, at alt kød fra vildt opvarmes til en kernetemperatur på 75°C. Denne varmebehandling vil dræbe eventuelle parasitter. Kød, der er tilstrækkeligt gennemkogt eller gennemstegt, har en grå eller gråbrun farve.

Frysning, røgning eller tørring af kød dræber ikke trikiner, bændelorm eller sarcocyster.

Kød fra vildt, som ikke er gennemstegt, bør ikke efterlades i naturen eller bruges til fodring af hunde. Begge dele vil kunne bidrage til videreførelse af parasitterne, fordi deres livscyklus afhænger af rovdyr (fx ræv og hund) og ådselædere. Du skal også være opmærksom på at dine hunde – lige som dig selv – kan blive syge ved at spise smittet kød.

Er du nødt til at efterlade kød, som er smittet med parasitter, anbefales det, at du brænder det, graver det ned i mindst 1 meters dybde eller nedsænker det i havet.

Hvis du er i tvivl, anbefaler VFMG, at du ikke spiser kødet.

Fisk der lever i det fri, vil næsten med sikkerhed indeholde parasitter. Der findes mange forskellige parasitter, som snylter på fisk. Ofte inficerer de fisken, når fisken spiser en snegl eller krebs. Der findes både parasitter, som er farlige for fisk, men ikke for mennesker, og parasitter som også kan fremkalde sygdom hos mennesker.

De fisk, der oftest er en risiko, er laks, ørred og torsk, fordi det rå fiskekød smager godt, og derfor ofte spises uden tilberedning.

En af de mest kendte sygdomsfremkaldende parasitter, man kan få fra fisk, hedder sildeorm (anisakis).

Sildeorm (anisakis): Sildeormen kan findes i fiskekød, og hvis kødet bliver spist råt, så larven ender i en menneskemave, så vil den blive aktiveret, og den kan finde på at bore sig ind i mavevæggen eller igennem tarmvæggen. Ved gentagne infektionstilfælde kan sildeormen give anledning til nogle smertefulde reaktioner i tarmsystemet og allergiske reaktion såsom nældefeber og anafylaktisk shock.

De fleste parasitter dør ved opvarmning til 60°C i 1 minut.

Ved at fryse fisken ned til minus 20°C i mindst 24 timer, kan du slå ormen ihjel. Vær opmærksom på, at nogle frysere ikke når ned til minus 20 grader.

Hvis du er i tvivl, anbefaler VFMG, at du ikke spiser kødet.

Hvis du har mistanke om, at du er blevet syg af parasitter i dit kød eller fisk, bør du kontakte dit nærmeste hospital eller sundhedscenter, hvor du kan få en ormekur.