Der er jagt- og fiskeribetjente i forvaltningsområderne Upernavik, Uummannaq, Ilulissat, Kangaatsiaq, Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Ivittuut og Ittoqqortoormiit. Efter behov foretager betjentene tilsynsrejser til andre forvaltningsområder, der ikke har jagtbetjentordning.
For at sikre at fredningstider og andre regler overholdes, foretager jagt- og fiskeribetjentene løbende tilsyn af fangst og jagt i hele forvaltningsområdet. Under de enkelte arters jagtperioder intensiveres tilsynet. Tilsynet kan foregå både som dagture og flerdagsture – i bynært område og længere væk fra byen.
Tilsyn består blandt andet i at:
• Kontrollere at jagtbeviser og licenser er gyldige
• Kontrollere at fredningsperioder og jagtbestemmelser samt andre fangst-, jagt- og fiskerimæssige reguleringer overholdes
Jagt- og fiskeribetjentene deltager desuden i tilsyn af reservater, naturparker, fredede områder og andre opgaver af naturbeskyttende art. Jagtbetjentene sikrer f.eks. at der ikke bruges klatretove og andet klatreudstyr på fuglefjelde, og at der kun anvendes lovlige jagtredskaber til fangst af fugle.