Inatsisartut- og kommunalbestyrelsesvalg

Inatsisartut- og kommunalbestyrelsesvalg
Ved Inatsisartut- og kommunalvalgene skal borgene vælge de repræsentanter, som de ønsker skal træffe beslutninger på deres vegne i henholdsvis Inatsisartut og i kommunalbestyrelsen. Der afholdes ligeledes valg til fælles bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer under kommunalt regi. Uden for kommunernes inddeling afholdes valg til borgerrådet i Pituffik.

Valgnævn
Valg til Inatsisartut ledes af Valgnævnet. Valgnævnet, består af departementschefen for Formandens Departement, som er formand, retschefen hos Naalakkersuisut, 1 medlem udpeget af kommunerne i forening, biskoppen samt rektor ved Ilisimatusarfik. Valgnævnet fører en valgbog, hvori de væsentligste ting vedrørende valget anføres som f.eks. kandidater, partier og opgørelse af valget.

Valgbestyrelse og afstemningsleder
Valg til kommunalbestyrelser, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer, ledes af kommunernes valgbestyrelser der består af borgmesteren som formand og mindst 3 medlemmer af kommunalbestyrelsen. Valgbestyrelsen fører en valgbog, hvori de væsentligste ting vedrørende valget anføres som f.eks. kandidater, partier og opgørelsen af valget.

Valgbestyrelsen udpeger for hvert afstemningssted en afstemningsleder – en valgberettiget person som leder afstemningen inden for vedkommendes afstemningssted – og eventuelt et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved valget.

Inatsisartutvalg
Inatsisartuts medlemmer vælges for en 4-årig periode. Valgperioden regnes fra valgdagen. Der kan udskrives valg i utide. Det er formanden for Naalakkersuisut, der udskriver valget og fastsætter valgdatoen.

Inatsisartut består af 31 medlemmer.

Grønland udgør én landstingskreds. Det vil sige, at alle kandidater stiller op i hele Grønland.

Kommunalbestyrelsesvalg
Kommunalbestyrelsens medlemmer vælges for en 4-årig periode. Valgperioden regnes fra 1. maj og valget foregår den første tirsdag i april måned. Kommunalbestyrelserne kan fastsætte datoen for valg til bygdebestyrelserne og valg til fælles bygdebestyrelser.

Antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer er som følger:
• Avannaata Kommunia: 17 kommunalbestyrelsesmedlemmer
• Kommune Qeqertalik : 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer
• Qeqqata Kommunia: 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer
• Kommuneqarfik Sermersooq: 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer
• Kommune Kujalleq: 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer

Hver kommune udgør én valgkreds. Det vil sige, at alle kandidater i en kommune stiller op i hele kommunen.

Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
Imaneq 1A, 701
Postboks 970
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 345000
E-mail: ISN@nanoq.gl

Borger

Velkommen til sullissivik.gl

Du er på vej på Sullissivik Borger. For at skifte til Erhverv, tryk på 'Erhverv' i toppen af siden.