Når dit barn går i en daginstitution, er det ikke bare pasning – det er en vigtig del af barnets hverdag og udvikling. Det pædagogiske personale har til opgave at skabe en tryg og lærerig hverdag, hvor hvert enkelt barn bliver set, hørt og støttet i sin udvikling.
Der arbejdes målrettet med børnenes trivsel, læring og udvikling. Det betyder, at børnene ikke kun skal passes, men også lære og udvikle sig, mens de er i institutionen.
For at sikre det enkelte barns trivsel og udvikling, skal noget af personalet i daginstitutionen være pædagogisk uddannet.
En personalegruppe i en daginstitution kan for eksempel bestå af:
- En leder, der er uddannet pædagog
- Det daglige personale omkring børnene – f.eks. pædagoger, social- og sundhedshjælpere og medhjælpere uden uddannelse
- Køkken- og rengøringspersonale
Hvis man vil arbejde i en daginstitution, skal man have rene straffe- og børneattester. Det betyder, at kommunen tjekker, om ansøgeren har noget i sin straffeattest, som kan være til hinder for arbejdet med børn. Hvis attesterne ikke er i orden, kan man ikke blive ansat. Det er med til at sikre, at du som forælder trygt, kan aflevere dit barn i institutionen.
Tavshedspligt
Alt personale i daginstitutionen har tavshedspligt. Det betyder, at de ikke må dele oplysninger om dig eller dit barn med nogen udenfor institutionen.