Ønsker du at jage fugle, skal du have et gyldigt fritidsjagtbevis. Et jagtbevis er en tilladelse til at gå på jagt.
Du må kun tage på fuglejagt med følgende våben og jagtredskaber:
- Glatløbet haglgevær med en kaliber på maksimalt 12 og mindst 0.17
- Pumpgun med en kaliber på maksimalt 12, såfremt den højst kan indeholde 2 patroner
- Kajakpil eller fuglepil
- Håndnet og ketchernet kan anvendes ved fangst af søkonger i zone 1 og 4 samt traditionel ungefangst af mallemuk i zone 2
Du må ikke forfølge og jage på flyvende fugle fra båd i fart. Ligesom massedrivning af og jagt på fældende ænder og gæs ikke er tilladt. Endvidere er det ikke tilladt at jage fra luftfartøjer, motorkøretøjer og snescootere.
Alle fuglearter er totalfredet. Dog må du gerne som fritidsjæger jage visse fugle inden for bestemte jagttider og områder. Du kan læse om hvilke arter, du må jage hvor og hvornår i Piniarneq. Piniarneq er det hæfte, du får sammen med dit jagtbevis.
Der kan være en særlig kommunal vedtægt om fuglejagt i din kommune. F.eks. kan den enkelte kommune selv bestemme om fritidsjægerne må sælge deres fangst på brættet. Du har pligt til at sætte dig ind i dette, inden du tager på jagt.